Begrebet Bid'a i den Islamiske Shari’a

©Nuh Ha Mim Keller 1995

Oversat til dansk af Omar Sayyid Shah 2005

Det følgende er en tale, der blev holdt af Sheikh Nuh Ha Mim Keller på Nottingham and Trent University onsdag den 25. januar 1995.

I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige

Der er få emner i Islam i dag der afføder ligeså meget kontrovers , som hvad henholdsvis Sunna og bid’a (eller en forkastelig innovation) er, muligvis på grund af den tid muslimer lever i og udfordringerne som de står overfor. En af de begivenheder der uden tvivl har haft allerstørst indflydelse på muslimerne i de sidste tusind år, er det islamiske kalifats ophør i begyndelsen af dette århundrede [det tyvende], en begivenhed der ikke blot markerede den verdslige og politiske autoritets ophør, men også i mange henseender den ortodokse Sunni Islams konsensus’ ophør. Ingen der er bekendt med den klassiske litteratur indenfor nogen af de Islamiske retsvidenskaber, hvad enten det er Koran fortolkning (tafsir), hadith eller retslaere (fiqh), kan undgå at opleve det faktum, at spørgsmål der i dag stilles om den Islamiske Hellige Lovs (Shari’ah) grundlæggende principper, og dens tilhørende discipliner, ikke ville være blevet stillet i den Islamiske periode. Ikke fordi Islamiske lærde ikke var begavede nok til at formulere spørgsmålene, men fordi muslimerne kendte svarene i forvejen.

Min tale i aften har til hensigt at udrede nogle mulige misforståelser omkring begrebet innovation (bid’a) i Islam, i lyset af den profetiske hadith,
”Vær på vagt overfor anliggender som er nyligt påbegyndt, for ethvert anliggende som er nyligt påbegyndt er en innovation, enhver innovation er vildledning, og enhver vildledning er i helvede.”

Kilderne som jeg gør brug af er traditionelle Islamiske kilder, og min diskussion vil dreje sig om tre punkter:

Det første punkt er at lærde siger, at ovenstående hadith ikke henviser til alle nye sager uden restriktion, men kun til de sager, som intet i den Hellige Lov bekræfter gyldigheden af. Bruget af ordet ”enhver” i hadithen, indikerer ikke en absolut generalisering, for der findes mange eksempler på lignende generaliseringer i Koranen og Sunnaen, som ikke er anvendelige uden restriktioner, men er snarere kvalificeret igennem restriktioner, der findes i andet primært tekstuelt bevismateriale.
Det andet punkt er, at Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) sunna og fremgangsmåde var at acceptere nye handlinger der indføres i Islam, så længe de var af god karakter og ikke var i modstrid med den Hellige Lovs fastlagte principper, og at afvise ting der var det (i modtrid med den helllige lovs principper).
Og vores tredje og sidste punkt er, at nye anliggender i Islam ikke kan afvises blot på baggrund af, at de ikke eksisterede i det første århundrede, men skal evalueres og dømmes i overensstemmelse med den Hellige Lovs særdeles omfattende metodologi, i kraft af hvilken den er og forbliver det endelige og universelle moralkodeks for alle folkeslag indtil tidens ophør.

Vores første punkt, at hadithen ikke henviser til alle nye ting uden begrænsning, men kun til dem hvis gyldighed ikke anerkendes af den Hellige Lov, kan til at begynde med virke underligt, i betragtning af hadithens formulering, som er, ”ethvert anliggende som er nyligt påbegyndt er en innovation, enhver innovation er vildledning, og enhver vildledning er i helvede.” Rent sprogligt betyder begrebet ”bid’a,” eller ”innovation,” alt nyt. Som følge heraf må vores første spørgsmål omhandle ordet ’enhver’s generaliseringsgrad i hadithen: betyder det bogstaveligt, at alt nyt i denne verden er haram, eller forbudt? Svaret er nej. Hvorfor?

Som svar på dette spørgsmål, bør vi bemærke at der er mange lignende generaliseringer i Koranen og sunnaen, hvor de dog alle er betingede af en eller anden form for restriktion såsom Allah den Højestes ord i Surat al-Najm,

". . . Et menneske får intet, undtagen det som det stræber efter" (Qur'an 53:39),

på trods af at der er en overvældende mængde bevismateriale der understøtter at en muslim får gavn af andres åndelige gerninger, eksempelvis fra hans muslimske fæller, englenes bønner for ham, begravelsesbønnen over ham, almisse givet af andre på hans vegne, og de troendes bønner for ham;
Eller overvej Allahs ord til de vantro i Surat al-Anbiya,
"Sandelig er I og det I tilbeder foruden Allah, brændsel til helvede" (Qur'an 21:98),

"det som I tilbeder" er et generelt udtryk, for der er ikke tvivl om at Jesus, hans moder og englene, alle blev tilbedt foruden Allah, men de er ikke ”brændsel til helvede,” og er ikke omfattet af hvad der menes med verset; Eller Allah den Højestes ord i Surat al-Anam om fortidens nationer, der ikke gav agt på de udsendinge som var sendt til dem for at formane dem,
”Men da de glemte det, de var blevet påmindet om, åbnede Vi portene til alle ting for dem” (Qur'an 6:44),

omend portene til barmhjertighed ikke blev åbnet for dem; og hadithen berettet af Muslim, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde,

”Ingen der beder før solopgang og før solnedgang vil komme i helvede”,

som er et generelt udtryk, hvis betydning helt afgjort ikke er, hvad dets umiddelbare generelle karakter indikerer, for en person der beder morgenbønnen og solnedgangsbønnen, og som ellers forsømmer alle andre bønner og obligatoriske handlinger, er med stor sikkerhed ikke inkluderet. Snarere er det en generalisering, hvis tilsigtede henvisning er specifik, eller en generalisering, der kvalificeres af andre tekster, for når der findes fuld-autentificerede hadith, er det obligatorisk at opnå en overensstemmelse imellem dem, da de i realiteten er som én enkel hadith: de udsagn der forekommer uden yderligere forbehold, betinges af dem, der fastslår forbeholdene, så den kombinerede betydning af dem alle kan ibrugtages.

Lad os et øjeblik se nærmere på bid’a eller innovation, i lyset af Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) sunna hvad angår nye forhold. Sunna og innovation (bid’a) er to modstillede begreber på Lovgiverens (Allahs fred og velsignelser være med ham) sprog, så ingen af dem kan defineres uden henvisning til den anden, hvilket betyder at de er modsatte, og ting belyses og gøres klare igennem deres modsætninger. Mange forfattere har forsøgt at definere innovation (bid’a) uden at definere sunna, selvom den er primær, og har derfor mødt svære vanskeligheder og stået i konflikt i forhold til de primære kildeteksters bevismateriale, som strider imod deres definition på innovation, hvorimod de, hvis de først havde defineret sunna, ville have fremstillet et kriterium, fri for mangler.

Sunna betyder sædvane, både på det arabiske og den Hellige Lovs sprog, hvilket klart illustreres ved Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) ord,
”Den der indfører en god sunna i Islam [dis: Reliance of the Traveller p58.1(2)] ...Og den der introducerer en dårlig sunna i Islam...",
hvor sunna betyder handlemåde eller sædvane. Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) handlemåde når det gælder vejledning, accept, afvisning: det er sunnaen. For ”god sunna” og ”dårlig sunna” betyder en ”god handlemåde” eller en ”dårlig handlemåde,” og kan umuligt betyde andet. Derfor er betydningen af ”sunna” ikke hvad de fleste studerende, for ikke at nævne almindelige mennesker, forstår ved det; navnlig at det er de Profetiske hadith (som når sunna stilles i kontrast til ”Kitab,” det vil sige Koranen, med hensyn tilnår der skelnes mellem kildetekster), eller det modsatte af det obligatoriske (som når sunna, det vil sige det anbefalede, stilles i kontrast til det obligatoriske i lovsammenhænge), da det førstnævnte er et teknisk begreb, dannet af Hadith lærde, mens det sidstnævnte er et teknisk begreb, dannet af retslærde og specialister i retslærens principper. Begge disse anvendelser er af senere oprindelse, som ikke er hvad der her menes med sunna. Snarere er Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) sunna, hans måde at handle, afgive ordrer, acceptere og afvise på, og hans Retledte Kaliffers sædvaner, der fulgte hans måde at handle, afgive ordrer, acceptere og afvise på. Så skikke og sædvaner, der er nyopståede, skal undersøges i lyset af Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) sunna, og hans måde og metode med hensyn til accept og afvisning.

Nuvel, forekommer der et stort antal hadith, de fleste af dem i de strengt autentificerede (sahih) hadith samlinger, der viser at mange af de profetiske Ledsagere indførte nye handlinger, påkaldelsesformer (dhikr), bønner (dua), osv., som Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) aldrig havde gjort tidligere eller givet ordre om at blive udført. Ledsagerne udførte dem snarere på basis af deres egen udledning og overbevisning om, at sådanne handlinger var en del af det gode, som Islam og Islams Profet kom med og generelt tilskyndede til at det der mindede om det blev udført, i henhold til ordene af Allah den Højeste i Surat al-Hajj,
”Og gør det gode, kan hænde at i vil opnå succes” (Koranen 22:77),

og Profetens hadith (Allahs fred og velsignelser være med ham),

”Den der indfører en god sunna i Islam opnår belønning for den og alle der udfører den efter ham, uden at formindske deres egen belønning i det mindste.”

Selvom hadithens oprindelige kontekst var at give almisse, er fortolkningsprincippet, fastsat ved lærdes konsensus (def: Reliance of the Traveller b7) af specialister i den Hellige Lovs principper det, at pointen i de primære kildetekster (Qur’an og hadith) ligger i almenegyldigheden af deres leksikalske betydning, ikke deres specifikke historiske kontekst, uden at dette medfører, at alle og enhver kan tilvejebringe nyt i den Hellige Lov, for Islam er defineret ved principper og kriterier, således at hvad man end introducerer som en sunna, skal det være med udgangspunkt i dens regler, restriktioner og primære kildeteksters bevismateriale.

Fra dette undersøgende udgangspunkt, kan man iagttage at mange af de Profetiske Ledsagere udførte forskellige handlinger, på baggrund af deres eget personlige ræsonnement (ijtihad), og at sunnaen og Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) måde, var at acceptere både dem der var tilbedelseshandlinger og gode gerninger, der var i overensstemmelse med hvad den Hellige Lov havde fastlagt og ikke i konflikt med den; og at afvise dem, der ikke var det. Dette var hans sunna og vej, hvilken hans efterfølgere, kalifferne, og Ledsagere fortsatte med at benytte, og ved hvilken Islamiske lærde (Må Allah være tilfreds med dem) har fastsat reglen, at enhver ny sag skal dømmes i overensstemmelse med den Hellige Lovs principper og primære kildetekster: hvad der end er attesteret af loven som værende godt anerkendes som godt, og hvad der end er attesteret af loven som værende en overtrædelse og dårligt afvises som en forkastelig innovation (bid’a). Sommetider kalder de det førstnævnte en god innovation (bid’a hasana) i betragtning af at den leksikalt betegnes som en innovation, men juridisk set er den ikke en sand innovation, men snarere en sunna der kan udledes så længe den Hellige Lovs primære kildetekster bekræfter at den er acceptabel.

Vi vender os nu mod de primære kildeteksters bevismateriale tidligere alluderet til i relation til Ledsagernes handlinger og hvordan Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) reagerede på dem:

(1) Bukhari og Muslim beretter fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) ved morgenbønnen sagde til Bilal, ”Bilal, fortæl mig, hvilken af dine handlinger i Islam nærer du allermest håb til, for jeg har hørt lyden af dine sandalers fodtrin i paradiset”, og han svarede, ”Intet af det jeg har gjort nærer jeg mere håb til, end det at jeg ikke udfører den rituelle afvaskning på noget tidspunkt om natten eller dagen, uden med denne afvaskning at bede hvad der end er blevet mig forudbestemt at bede.”
Ibn Hajar Asqalani siger i Fath al-Bari at hadithen viser at det er tilladt at bruge personlig ræsonnement (ijtihad) i valget af tidspunkter for trosgerninginger, da Bilal nåede frem til den konklusion han nævner igennem sin egen logiske slutning, og Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) bekræftede ham deri.
Lignende er Hadithen i Bukhari om Khubayb (der forlangte at bede to rak’aer før han blev henrettet af afgudsdyrkerne i Mekka) som var den første der grundlagde sunnaen med to raka’er for dem der standhaftigt går deres død i møde. Disse hadith er entydige beviser på, at Bilal og Khubayb brugte deres eget personlige ræsonnement (ijtihad) i valget af tilbedelsestidspunktet, uden nogen som helst tidligere påbud eller præcedens fra Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) udover det generelle krav: at udføre bønnen.

(2) Bukhari og Muslim beretter at Rifa'a ibn Rafi sagde, "Da vi var ved at bede bag Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og han løftede sit hoved fra at have bukket og sagde, ”Allah hører enhver der lovpriser Ham,” sagde en mand, der var bag ham, ”Vor Herre, Dig tilkommer lovprisningen, i rigt mål, tjenligt og velsignet deri.” Da han rejste sig for at gå, spurgte Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), ”hvem sagde dette,” og da manden svarede, at det var ham, sagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), ”Jeg så over tredve engle, der hver stræbte efter at være den som nedskrev det.” Ibn Hajar siger i Fath al-Bari at hadithen viser tilladelsen til at indføre nye dhikr udtryk i bønnen, udover dem der er berettet om i hadith tekster, så længe de ikke modsiger dem der er overleveret i hadith [da overstående ord, blot var en forøgelse og supplement til det kendte, sunna dhikr].

(3) Bukhari beretter fra A’isha (må Allah være tilfreds med hende) at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte en mand i spidsen for en militær ekspedition, som reciterede Koranen for hans ledsagere i bønnen, og som afsluttede hver recitation med al-Ikhlas (Koranen 112). Da de vendte tilbage, nævnte de dette for Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), som sagde, ”Spørg ham om hvorfor han gjorde dette”, og da de spurgte ham, svarede han, ”Fordi det beskriver den Barmhjertige, og jeg elsker at recitere det.” Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til dem, ”Fortæl ham, at Allah elsker ham.” Ikke desto mindre, kender vi ingen lærde, der mener at det at handle i overensstemmelse med det ovenstående er anbefalet, da Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) handlinger, som han plejede at udføre regelmæssigt er bedre, selvom hans bekræftelse af denne slags handlinger, belyser hans sunna angående accepten af forskellige former for tilbedelseshandlinger og lydighed, og viser at han ikke opfattede denne slags handlinger som en forkastelig innovation (bid’a), som [er tilfældet med] de fanatikere der konkurrerer med hinanden om at være de første til at kalde handlinger for innovation og vildledning. Endvidere er det værd at bemærke, at alle de foregående hadither omhandler bønnen, som er den allervigtigste fysiske trosgerning, og om hvilken Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde, ”Bed som I har set mig bede”, på trods af hvilket han accepterede de ovenstående eksempler på personligt ræsonnement, fordi de ikke afveg fra den udformning, der er defineret af Lovgiveren, for alle grænser skal overholdes, mens der er handlefrihed i alt udover dette, så længe det er indenfor den generelle kategori, af hvad der påkræves af den Hellige Lov. Dette er Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) sunna og metode, og er så klar som den overhovedet kan blive. Islamiske lærde udleder heraf, at enhver handling, for hvilken der er beviser i den Hellige Lov, er påkrævet og som ikke strider imod en entydig primær tekst eller medfører destruktive konsekvenser, ikke er inkluderet i kategorien forkastelig innovation (bid’a), men snarere sunna kategorien, selv hvis der skulle eksistere handlinger, hvis udførsel er dem overlegen.

(4) Bukhari beretter fra Abu Said al-Khudri at en gruppe af Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) Ledsagere drog af sted på en af deres rejser, hvor de gjorde ophold ved nogle ørkenaraberes lejr, som de anmodede om at være deres værter, men ørkenaraberne nægtede dem gæstfrihed. Lejrens leder blev bidt af en skorpion, og hans tilhængere forsøgte alt hvad de kunne, for at kurere ham, men da det mislykkedes, sagde en af dem, ”Hvis du henvendte dig til gruppen, der slog lejr i nærheden af dig, kunne en af dem måske have noget.” Så de kom til dem og sagde, ”Oh gruppe af mænd, vores leder er blevet bidt og vi har forsøgt alt. Har nogen af jer noget der hjælper på det?” og en af dem svarede, ”Ja, ved Allah, jeg læser helbredende ord [ruqya, def: Reliance of the Traveller w17] over folk, men ved Allah, vi anmodede jer om at være vores værter og I nægtede, så jeg vil ikke recitere noget, medmindre I giver os en betaling.” De blev enige om en flok får, så manden tog derhen og begyndte at spytte og at recitere Fatiha over den tilskadekommen, indtil han stod op og gik rundt som om han var en kamel, der var blevet befriet fra sin halten, intet fejlede han. De betalte det aftalte honorar, som nogle af Ledsagerne ville fordele indbyrdes, men manden, der havde foretaget recitationen fortalte dem, ”Gør det ikke før vi når til Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), og fortæller ham hvad der er sket, for at se hvad han beordrer os til at gøre”. De kom til Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og fortalte ham, hvad der var hændt, og han sagde ”Hvordan vidste du at det var af de helbredende ord? Du havde ret. Del flokken og giv mig en andel.”
Denne hadith er utvetydig hvad angår det, at Ledsageren ikke på forhånd havde viden om at recitationen af Fatiha for at helbrede (ruqya) var godkendt af den Hellige Lov, men gjorde det snarere ud fra hans eget personlige ræsonnement (ijtihad), og siden det ikke var i strid med, hvad der er blevet lovgivet, bekræftede Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) det for ham, fordi det var en del af hans sunna og metodik at acceptere og bekræfte, hvad der indeholdt noget godt og ikke medførte skade, selv hvis det ikke stammede fra selve Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) handlinger som et bestemt fortilfælde.

(5) Bukhari beretter fra Abu Said al-Khudri, at en mand hørte en anden recitere al-Ikhlas (Koranen 112) om og om igen, så da det blev morgen tog han til Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og nævnte det sarkastisk for ham. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde, ”Ved Ham, i hvis hånd min sjæl ligger, det svarer til en tredjedel af Koranen.” Daraqutni nedskrev en anden version af denne hadith, hvori manden siger, ”Jeg har en nabo, der beder om natten og ikke reciterer andet end al-Ikhlas." Hadithen viser, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) bekræftede personen, der holdt sig til denne sura, mens han bad om natten, på trods af at det ikke var, hvad Profeten selv gjorde (Allahs fred og velsignelser være med ham), for selvom Profetens praksis at recitere fra hele Koranen var bedre, var mandens handling indenfor sunnaens generelle parametre og der var slet intet dadelværdigt i det.

(6) Ahmad og Ibn Hibban beretter fra Abdullah ibn Burayda at hans fader sagde, Jeg trådte ind i moskeen med Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), hvor en mand var ved at bede, bønfaldende: ”Oh Allah, jeg tigger dig med det faktum, at jeg bevidner at Du er Allah, der er ikke nogen gud foruden Allah, den Ene, den Sidste, der ikke avler og ikke blev avlet, og for hvem ingen er Hans Lige”, og Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde, ”Ved Ham i hvis hånd min sjæl ligger, han har påkaldt Allah ved Hans mægtigste navn, ved hvilket Han (Allah) giver, hvis Han spørges, og ved hvilket Han svarer, hvis påkaldt". Det er tydeligt at denne bøn (du’a) kom spontant fra Ledsageren, og da den var i overensstemmelse med, hvad den Hellige Lov opfordrer til, bekræftede Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) den med den højeste grad af godkendelse og accept, selvom det ikke er kendt at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) nogensinde havde lært ham den (Adilla Ahl al-Sunna wa'al-Jama’a, 119-33).

Vi er nu i stand til at vende tilbage til den hadith, som jeg indledte min tale med her til aften, hvori Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde, ”… Vær på vagt overfor anliggender som er nyligt påbegyndt, for ethvert anliggende som er nyligt påbegyndt er en innovation,” og forstå den som redegjort af en klassisk Islamisk lærd, Sheikh Muhammad Jurdani, der sagde:
”Vær på vagt overfor anliggender som er nyligt påbegyndt,” tag afstand fra og vær på vagt over for anliggender, der er nyligt innoverede, som ikke fandtes tidligere”, det vil sige ting, der er nyopfundne i Islam, og som strider imod den Hellige Lov, ” for ethvert anliggende som er nyligt påbegyndt er en innovation”, hvilket betyder at enhver innovation er det modsatte af sandheden, det vil sige falskhed, en hadith der andetsteds er blevet berettet sådan: ”for ethvert nystartet anliggende er en innovation, enhver innovation er vildledning, og enhver vildledning er i helvede” der betyder at enhver der er vildledt, om det er igennem sig selv eller ved at følge en anden, kommer i helvedet, hadithen henviser til anliggender, der ikke er gode innovationer med et grundlag i den Hellige Lov. Det er blevet fastslået (af Izz ibn Abd al-Salam) at innovation (bid’a) falder ind under den Hellige Lovs fem kategorier (n: det vil sige det obligatoriske [fard], forbudte [haram], anbefalede [mustahabb], anstødelige [makruh] og det tilladte [mubah]):

(1) Den første kategori omfatter innovationer, der er obligatoriske, såsom skriftligt at nedfælde Koranen og Islams love, da det frygtedes at noget af det kunne gå tabt; studiet af de arabiske discipliner, der er nødvendige for at forstå Koranen og Sunna, såsom grammatik, ordbøjning og leksikografi; hadith klassificering for at skelne imellem ægte og falske profetiske overleveringer; og de filosofiske tilbagevisninger af argumenter, der er udviklet af Mu’taziliere og lignende.


(2) Den anden kategori er de forbudte innovationer, såsom ikke-islamiske skatte og afgifter; at overdrage autoritet i den Hellige Lov til dem, der ikke er egnede dertil: at hellige ens tid til studiet af kætterske sekters trosætninger, som strider imod Ahl al-Sunnas trosprincipper.

(3) Den tredje kategori består af anbefalede innovationer, såsom at bygge vandrehjem og skoler til undervisning i den Hellige Lov, at nedskrive de Islamiske retsskolers forskning, at skrive bøger om gavnlige emner, omfattende undersøgelser af grundlæggende og særlige anvendelser af den Hellige Lov, dybtgående studier af Arabisk lingvistik, recitation af awrad (def: Reliance of the Traveller w20) af dem der følger en Sufi vej, at ihukomme Profeten Muhammads (Allahs fred og velsignelser være med ham) fødsel (mawlid), og at iføre sig det bedste man har og at fryde sig over det.

(4) Den fjerde kategori inkluderer innovationer der er anstødelige, såsom at pynte moskeer, at dekorere Koranen og at have en anden mand (muballigh) der højlydt gentager imamens udtalte Allahu Akbar, når sidstnævntes stemme allerede tydeligt kan høres af dem, der beder bag ham.

(5) Den femte kategori består af tilladte innovationer, såsom at sigte mel, at bruge ske og at have mere nydelsesværdig mad, drikke og boliger. (al-Jawahir al-lu’lu’iyya fi sharh al-Arba’in al-nawawiyya, 220-21).
Jeg vil afslutte mine bemærkninger i aften med en oversættelse af Sheikh Abdullah al-Ghimari, som i hans al-Qawaid al-kubra siger, "Izz ibn Abd al-Salam klassificerer innovationer (bid’a) i overensstemmelse med deres gavn, skade og uvæsentlighed, i fem kategorier af bestemmelser: de obligatoriske, anbefalede, forbudte, anstødelige og de tilladte; giver eksempler på hver af dem og nævner den Hellige Lovs principper, der bekræfter rigtigheden af hans klassificering. Hans ord om emnet viser hans skarpe indsigt og omfattende kundskab til både retslærens principper og de menneskelige fordele og ulemper, i betragtning af hvilke, Lovgiveren har etableret den Hellige Lovs bestemmelser.

Fordi hans klassificering af innovation (bid’a) var etableret på et solidt grundlag af Islamisk jura og retslærens principper, blev den bekræftet af Imam Nawawi, Ibn Hajar Asqalani, og det altovervejende flertal af Islamiske lærde, der godtog og accepterede hans ord og anså det som værende obligatorisk at anvende dem i forbindelse med de nye begivenheder og uforudsete hændelser, der opstår med de foranderlige tider og menneskene der lever i dem. Man må ikke støtte benægtelsen af hans klassificering ved at klamre sig til hadithen ”enhver innovation er vildledning”, fordi den eneste form for innovation, der uden undtagelse er vildledning, er den der vedrører trossætningerne, såsom Mutaziliers, Qadariers) og Murjiiers innovationer, og så videre, der strider imod de tidligere muslimers tro. Dette er vildledningens innovation, fordi den er skadelig og helt uden gavn. Hvad angår innovation i trosgerninger, hvilket betyder fremkomsten af en handling, der har at gøre med tilbedelse eller noget andet som ikke eksisterede i det første århundrede af Islam, skal denne innovation dømmes i henhold til de fem kategorier der er nævnt af Izz ibn Abd al-Salam. At påstå, at sådanne innovationer er vildledning uden yderligere forbehold, er slet og ret uanvendeligt, for nye ting er iblandt de nødvendigheder, der opstår ved generationernes og tidens gang, og intet nyt mangler en bestemmelse vedrørende det fra Allah den Højeste, hvad enten den er udtrykkeligt nævnt i de primære kildetekster, eller kan udledes fra dem på en eller anden vis. Den eneste årsag til at Islamisk lov er i stand til at være gyldig for enhver tid og ethvert sted, og være den fuldendte og mest perfekte af alle guddommelige love, er at den omfatter metodologiske principper og universelle kriterier, samt den kunnen dens lærde er blevet udstyret med for at forstå dens primære kildetekster, viden om former for analogier og parallelisme, og de andre fortræffeligheder, der karakteriserer den. Skulle vi afgøre at enhver ny handling, der er opstået efter Islams første århundrede, er en vildledende innovation, uden at overveje hvorvidt denne medfører fordel eller skade, ville det ugydiggøre en stor del af den Hellige Lovs fundamentale grundlag såvel som de bestemmelser, der er grundlagt på basis af analogisk ræsonnement, og ville indsnævre og begrænse den Hellige Lovs umådelige og omfattende rækkevidde. (Adilla Ahl al-Sunna wa al-Jama’a, 145-47).

Wa Jazakum Allahu khayran, wal-hamdu lillahi Rabbil Alamin.